Der findes et paradoks. Et moderne kropsparadoks:

Vi bevæger os mindre og mindre i vores almindelige liv og samtidig hylder vi den trænede, markerede krop mere end nogensinde. Vi betragter dem, som kan sætte alt andet til side og bruge timer på at finpudse deres muskulatur, som helte.

I virkeligheden er det dog ikke så mærkeligt. Paradokset kan godt forklares. Det er, og har altid været, sådan, at dét som er svært at opnå eller få fat i, er dét som alle gerne vil have. Og at en veltrænet krop er eftertragtet i vores tid, hænger sammen med, at den er svær at få. Vi lever nemlig i en verden, som hele tiden trækker os i retning af et passivt liv. En verden hvor vi kan ordne indkøb og regninger fra sofaen. En verden hvor vi køber flere biler og bruger længere tid i dem. For eksempel i kø til vores jobs. Jobs som i gennemsnit ligger længere og længere væk fra vores hjem. Og vi lever nogle liv, hvor flere og flere arbejdsopgaver er stillesiddende.

Mulighederne for at bevæge sig som en naturlig del af hverdagen er klart blevet færre, og når noget er svært for de fleste, så bliver det smart. Når det er svært at få bevæget sig nok, så giver det anerkendelse at se ud som én, som bevæger sig og træner hele tiden, og det er derfor vi alle sammen gerne vil have den trænede krop.

Problemet er bare, at når kropsidealet virker uden for rækkevidde for de fleste, så bliver det svært at motivere sig selv til bevægelse.

Så vi skal ud af den tankegang, hvor vi tror, at kun træning på højt niveau, er rigtig bevægelse.

Vi skal ikke opgive bevægelse på forhånd, fordi det ikke giver os den perfekte krop. Vi ville alle blive meget sundere, hvis vi bare bevægede os hver dag. Det ville give alle en god grundform, og det er sundt.

Så på med regnjakken og ud på cyklen. En krop, som er i almindelig god form, er faktisk en rigtig god krop at være i, og almindelig god form kan man sagtens opnå med hverdagsbevægelse.

Al bevægelse er godt – især den bevægelse, som vi får gjort hver eneste dag.