Der findes et paradoks. Et moderne kropsparadoks:

Vi bevæger os mindre og mindre i vores almindelige liv og samtidig hylder vi den trænede, markerede krop mere end nogensinde. Vi betragter dem, som kan sætte alt andet til side og bruge timer på at finpudse deres muskulatur, som helte.

I virkeligheden er det dog ikke så mærkeligt. Paradokset kan godt forklares. Det er, og har altid været, sådan, at dét som er svært at opnå eller få fat i, er dét som alle gerne vil have. Og at en veltrænet krop er eftertragtet i vores tid, hænger sammen med, at den er svær at få. Vi lever nemlig i en verden, som hele tiden trækker os i retning af et passivt liv. En verden hvor vi kan ordne indkøb og regninger fra sofaen. En verden hvor vi køber flere biler og bruger længere tid i dem. For eksempel i kø til vores job, som i gennemsnit ligger længere og længere væk fra vores hjem. Og vi lever nogle liv, hvor flere og flere arbejdsopgaver er stillesiddende.

Mulighederne for at bevæge sig som en naturlig del af hverdagen er klart blevet færre, og virkeligheden er, at når det er lettest at være passiv, så er vi mere passive. Når kropsidealet samtidig er så stramt, at det virker uden for rækkevidde for de fleste, bliver det svært at motivere sig selv til bevægelse.

Men vi skal ud af det mønster, hvor vi opgiver bevægelse på forhånd. Nej vi bliver ikke ironmen og -women af at gå og cykle til skole eller arbejde, til gengæld ville vi alle blive meget sundere, hvis vi bevægede os hver dag. Og det ville flere gøre, hvis bevægelse var en mere naturlig del af vores liv.

En krop, som er i almindelig god form, er faktisk en rigtig god krop at være i, og almindelig god form kan man sagtens opnå med hverdagsbevægelse.

Al bevægelse er godt – især den bevægelse, som vi gør hver eneste dag.