Henover sommeren var der en del debat om hjemmeundervisning i medierne. Selvom hjemmeundervisere er en lille gruppe, skaber deres valg både både fascination og forargelse. Med sundhedsfaglige briller er deres valg dog virkelig spændende, for de tager fat i en del af sundhedsbegrebet, som i lang tid har været underprioriteret og overset.

Hvis man følger med på hjemmeunderviseres Instagramkonti og blogs, kan man læse, at deres valg er båret af en trang til et opgør med tidens præstationskultur og mangel på tid og nærvær. Der er fokus på relationer, tilknytning og børnenes lyst til læring.

Der ligger en samfundskritik i deres valg, som mange kan erklære sig enige i, men alligevel virker hjemmeundervisning som et radikalt valg. I hvert fald mødes hjemmeundervisere med mange spørgsmål: Socialieres børnene? Hvad med samfundsansvaret. Vi kan jo ikke alle melde os ud af arbejdsmarkedet, og så forvente, at der stadig er sygehuse, tog til tiden og alle de andre funktioner, som kræver personale.

Men i stedet for kun at kritisere, burde vi se på hjemmeundervisere som pionerer. Som nutidens Ingalls-familier, som rejser ud i ukendt terræn, og træder græsset ned for os andre. I et samfund, hvor alt for mange lider af stress, angst, er ensomme eller deprimerede, er nogen nødt til at gøre noget. Noget helt andet. Og jeg er ret sikker på, at noget at det, som hjemmeunderviserne finder derude bruges af os andre. Og det handler om sundhed.

Sundhed defineres af WHO som en oplevelse af fysisk, psykisk og social trivsel. Der er en klar en tendens til, at den fysiske del prioriteres højt i både sundhedsvæsenet og i vores almindelige syn på sundhed i hverdagen. Et hurtigt kig rundt i bloglandskabet viser, at sundhedsblogs primært beskæftiger sig med kost og motion. Der er ikke noget galt med at spise sundt og bevæge sig – overhovedet ikke. Undtagen, hvis det står i vejen for tid til at hvile og være sammen med andre. Vi risikerer at glemme relationerne og den mentale trivsel, imens vi planlægger det næste veganske måltid eller løberute. Mentalt helbred og relationer kræver tid og nogle gange kedsomhed. Og det er vi ikke gode til.

Men det er hjemmeunderviserne. Vi er nok en del som tænker, at det lyder kedeligt at gå hjemme og undervise egne børn. Det lyder i hvert fald ineffektivt. Man når nok ikke så meget på sådan en dag med børn om fødderne. Men det er vel hele pointen? Det SKAL gå langsomt, og nogle gange er det kedeligt. Men det er også nært, roligt, og der er nogen som lytter, når man siger noget, og det er det vigtige her.

Min påstand er, at hjemmeundervisere, på deres egen måde, tager mental og social sundhed mere alvorligt, end det er almindeligt i vores samfund i dag. Jeg taler ikke for at vi alle skal hjemmeundervise (jeg gør det ikke selv), men vi skal hylde, at der er nogen, som tør at prøve noget af, som vi ikke selv tør. Og vi skal plukke af de erfaringer de gør. Vi lærer kun noget nyt, hvis vi prøver noget nyt. Især når det handler om sundhed.