Jeg havde maskinskrivning i 8. klasse. Det var blindskrivning. Der blev sat en skærm op foran tasterne, så vi ikke kun se bogstaverne, og jeg lærte derfor tasteturet at kende med mine fingre. Det betyder, at når jeg sætter mig ved min computer, for at skrive i dag, så tænker jeg ikke over, hvilke fingre der skal være på hvilke taster eller hvor bogstaverne er på tasteturet. Jeg husker det med min krop. Det samme gælder, når jeg cykler, smører en mad, løber. Jeg tænker ikke over, hvordan jeg gør. Min krop ved det.

I vores tid er der en tendens til at omtale kroppen, som noget vi har. En ting vi er glade for eller gerne vil ændre på. Som en ting vi har, på linje med en sofa eller en kaffemaskine vi har købt. Men når man sætter det op på den måde, kan vi alle sammen godt se, at det ikke giver mening. Vi har ikke en krop. Vi er vores krop. Uden vores krop, var vi her ikke. De andre kunne ikke se os. Vi kunne ikke deltage eller udføre opgaver. Kroppen er os.

Hvorfor er det vigtigt at gøre opmærksom på det? Det er det, fordi kroppen i vores nutid i højre og højre grad bliver forvandlet til et instrument. En dims vi kan bruge til at klare os i en præstationskultur, hvor vi skal være vores eget brand. Vi bruger kroppen til at fremvise vores præstationer og positionere os socialt. Det slanke, trænede, glatte og meget snævre skønhedsideal styrer i høj grad vores forhold til vores krop, og det er ikke godt for vores oplevelse af at være ‘et med kroppen. Vi tager afstand fra den, hvis den ikke makker ret og passer ind. Men når vi tager afstand, så ignorerer vi i højere grad kroppens signaler, og for mange er der direkte sammenhæng mellem stress, depression, angst og en manglende evne til at mærke deres krop og respektere hvad den fortæller.

Det er et stort problem, og noget vi må ændre på.

Så hvad skal vi gøre?

Vi skal ændre den kultur, vi selv har skabt. En hastighedskultur, hvor der rent ud sagt ikke er tid til at trække vejret. En kultur, hvor vi dømmer os selv og hinanden, hvis vi læner os lidt tilbage. Vi skal helst fremad hele tiden, og så længe der er konsensus om, at fremad giver status, så er det svært ikke at løbe med.

Men forandringer kommer fra nogen. Ofte fra magthavere og medier. Men de kan også komme nedefra. Fra folket og græsrødderne. Nogen skal starte, og det kan lige så godt være dig og mig. Lad os gøre det sammen. Jo flere vi er, jo mere kan vi forandre. Og jo lettere er det, for så er vi ikke alene.

Vi skal insistere på, at der skal være huller og pauser. Vi skal kræve, at der skal være tid til at mærke, hvordan vi har det. Der skal være ro til at trække vejret roligt og dybt – hver dag. Ikke hele dagen, men hver dag. Vejrtrækningen er én af de vigtigste nøgler til at opnå kontakt til kroppen. Der skal være tid til at være i naturen og opleve og sanse lyde, dufte og følelsen af at være en del af noget større. Og der skal være tid til at være sammen. Vores blodtryk falder ved berøring, og det skal der være plads til i det her liv.

Det ene niveau er planlægningen, og hvordan vi gør det, er der ikke én opskrift på. Vi har for eksempel sat ambitionsniveauet for vores fritidsaktiviter lavt i år. Børnenes (dem er der tre af herhjemme) aktiviteter er samlet på to dage, så vi har tre frie eftermiddage om ugen. Sidste år gik vi til svømning om lørdagen. Også for at få nogle eftermiddage fri.

Det andet niveau er at lære at mærke sin krop igen. Vi er mange, som har aflært det i effektivitetens navn, og det skal genlæres.

Der findes evidensbaserede tilgange til at genfinde kontakten til kroppen. Det forebygger stress, angst og depression at have god kropskontakt, og det øger den generelle trivsel. Det er disse metoder jeg arbejder med i mit nye anti-stressforløb.

Du kan følge med her på siden, skrive dig op til mit nyhedsbrev eller følge med på facebook og Instagram, hvis du vil have besked, når forløbet er klar til dig.