Jeg elsker når der er nogen, som gider lave det hårde arbejde for mig.
I sundhedsverdenen, som er min verden, bliver der hele tiden produceret ny viden, og det er godt. Det er vigtigt at nogen vil forske og gøre os alle sammen klogere. Men det er ikke nok. Der er også nogen, som skal have et overblik over alle de studier, som bliver lavet og publiseret rundt om i verden. Ét studie kan sjældent stå alene, og derfor er det nødvendigt, at nogen sætter sig ned og samler al den viden der findes.
Jeg gør meget ud af, at hente information fra dem, som er gode til den disciplin, fordi det gør mit arbejde lettere.
Én af kilder jeg bruger meget er Sundhedsstyrelsen. De udgiver jævnligt publikationer, som giver et godt overblik.
Før sommerferien udgav netop Sundhedsstyrelsen et hæfte, hvor de har samlet den viden, der findes om motions effekt på forskellige sygdomme. Der er udvalgt 31 sygdomme, og der er fokus på de store folkesygdomme, men også mere sjældne, alvorlige sygdomme er med.
Hæftet er bygget op, så man kan klikke sig ind på den sygdom, man gerne vil vide mere om. Hver sygdom er præsenteret med konklusionen først, så man let kan få et hurtigt overblik over, hvilken effekt fysisk aktivitet har på de enkelte sygdomme. For dem, som gerne nørde ned i de enkelte studier eller bare vil se Sundhedsstyrelsen efter i kortene, er der under hver sygdom lavet en gennemgang af de artikler, som er brugt til konklusionen.
Samlet set er konklusionen, at bevægelse er godt for det meste: kræftoverlevelse, hjertekarsygdomme, demens og diabetes er bare nogle af de sygdomme, hvor motion har god effekt som forebyggelse og behandling. Og motion har den fordel, at der er meget få (hvis nogen overhovedet) bivirkninger. I modsætning til næsten al medicin.
Det behøver ikke være besværligt at komme igang med bevægelse. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man som voksen bevæger sig minimum 30 minutter hver dag og 20 minutter med høj puls tre gange om ugen. Du SKAL ikke løbe maraton eller dyrke triatlon. Du kan købe dig en brugt cykel og cykle på arbejde eller til toget. Du kan hoppe i trampolin med børnene, du kan gå, når du skal nogen steder. Eller du kan få dig en hund, som du er tvunget til at lufte hver dag.
Indret hverdagen, så du bevæger dig automatisk. Det er den letteste og mest holdbare måde at få et aktivt og langt liv.
Skriv en kommentar