Sådan en ferie kan slå fysikken ud af kurs hos selv den bedste. Når vi er vant til at have en hverdag med bestemte aktiviteter, kan 14 dage med stillesiddende eller i hvert fald anderledes, aktiviteter, give ondt i ryggen. Og særligt mellem skulderbladene kan der komme låsninger, som giver ubehag. De kommer ofte, når vi sidder for meget stille (især hvis vi ikke plejer at gøre det) eller hvis vi er stressede. Julen er højrisikozone for begge dele.
Så her kommer quickfix til de låste led mellem skulderbladene. Det kræver et håndklæde, som er rullet sammen og et hårdt gulv. En seng dur ikke. Den giver for meget efter.
Step 1:
Sæt dig på gulvet og læg det sammenrullede håndklæde bag dig. Læn dig tilbage, som i en mavebøjning, indtil du rammer håndklædet med ryggen. Det sammenrullede håndklæde, skal ramme lige dér, hvor ryggen er mest øm og låst.
Step 2:
Læg dig ned, så håndklædet presser imod de ømme ryghvirvler. Træk vejret ind og pust helt ud, så ryggen presses ned over håndklædet.
Løft dig op, som i en mavebøjning og læg dig tilbage igen og pust ud.
Gentag 5-7 gange.
Det er ikke sikkert du mærker en bedring lige efter øvelsen. Ryggen og de strukturer der ligger omkring leddene skal lige have tid til at reagere. Lav øvelsen 3 gange om dagen, og du vil i løbet af en dag eller to få det bedre.
Skriv en kommentar