Er du i tvivl om, hvorvidt det er en god ide, at arbejde med sundhed på arbejdspladsen? Mangler du argumenter for og imod? Så læs med her, for her er de vigtigste argumenter for sundhedsindsatser i virksomhederne. Og et enkelt forbehold.

1: Det står i loven. Virksomheden skal samarbejde med medarbejderne om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Det er ikke til at komme udenom. Vi kunne sådan set godt stoppe her, for det ER en skal-opgave. Men der er flere argumenter – i den blødere afdeling.

2: Sundhed øger produktivitet og arbejdsglæde. Medarbejdere som har det det godt på deres arbejdsplads præsterer bedre. Sundhed indbefatter i den sammenhæng ikke kun fysisk sundhed men også mening i arbejdet, social kapital, og at der ikke er et stressende miljø.

3: Virksomhederne har et etisk ansvar, fordi de står i en magtrelation med deres medarbejdere. Helt basalt er medarbejderne bundet af, at de skal møde op på deres arbejdemfor at få løn til deres overlevelse, og når man har magt over andre mennesker, følger der også et ansvar. Ja det lyder dramatisk, men sådan er det. Etik er de retningslinjer vi BØR følge (i modsætning til lovgivningen, som vi SKAL følge). Etikken er de uformelle regler, som hjælper os med at behandle hinanden ordentligt. Alle har et anvar for deres medmennesker, og har man magt over andre, har man et udvidet ansvar.

4: Det store dilemma: Skal man tvinge medarbejderne til at være sunde? Det er et centralt spørgsmål, og i høj grad et etisk spørgsmål. Styring af sundhedsindsatser et et felt for sig selv, og der er mange eksempler på, at politikkere og virksomheder styrer borgere og ansattes sundhed. Lovgivning og formelle regler om rygning findes mange steder. Regler om mobning findes også, men regler om træning er mindre udbredte. Det er en afvejning af, hvorvidt medarbejderens frie vilje skal vægtes højere eller arbejdspladsens ønske om at gøre medarbejderne sunde. Det er et dilemma, som der ikke findes en enkelt løsning på, men yderst vigtigt at diskutere og tage op med medarbejderne.

Én ting er dog sikkert. Hvis der er formelle retningslinjer om sundhed på arbejdspladsen, så er det lettere for alle at leve sundt.