Vi har ind til for nyligt haft faste spisepladser herhjemme. Det har fungeret godt længe, men på det sidste, har det været svært at fastholde vores yngste, som sad for bordenden. Han spiste ikke så meget og ville hurtigt væk fra bordet igen. Hans søstre sad overfor hinanden i modsatte ende og trak i vores opmærksomhed med fortællinger og spørgsmål i ét væk. Så vi overvejede, om han følte sig udenfor samtalen.

Tilknytning, tilhørsforhold – at føle, at man er en værdifuld del af flokken, mærker man i de små ritualer og kontakten i hverdagen – for eksempel i samtalen ved bordet. Vi besluttede derfor at prøve bytte pladser, så vi bedre kunne få den mindste med i snakken. Pladsfordelingen skete, på børnenes initiativ, ved lodtrækning. Lodtrækningen faldt ud, så vores ældste endte for bordenden, og vi andre blev fordelt på fire pladser overfor hinanden. Sådan har vi siddet i to dage nu.

Jeg har især været opmærksom på ulemperne ved pladsen for bordenden, fordi den kan virke isoleret. Så jeg spurgte min ældste, om hun følte sig udenfor på den plads. Til det svarede hun: “ja lidt, men det er skønt at sidde her i fred og ro”.

Og det giver rigtig god mening, for der er er færre forstyrrelser og sanseindtryk for bordenden. Hvis man bliver udsat for flere indtryk end man kan rumme, kan det være ubehageligt og forstyrrende, at spise midt i dét kaos af snak og diskussion, som en aftensmadsseance kan være. Så med vores flytning opfyldte vi ikke kun den mindstes behov for mere kontakt. Vi opdagede også et andet behov, nemlig behovet for at sidde i fred og ro på sidelinjen.

Derfor kan det godt vise sig, at bordendepladsen, i stedet for at være den isolerede (dårlige) plads, fremover bliver til (den gode) hensynsplads, tilegnet den mest trætte, som trænger til at spise uden for mange forstyrrelser.

Lige nu er det vores ældste som nyder den plads. Senere er det måske én af de andre, som trænger til den. Og så bytter vi igen.