Lys har stor betydning for vores helbred. For lidt lys kan give depression, for meget lys kan forstyrre søvnen. Forkert lys kan gøre det ubehageligt at skulle arbejde. Lys er ofte undervurderet, når man snakker trivsel og helbred.

Jeg underviste hele sidste uge i etik og kommunikation på Syddansk Universitet. Det er et spændende kursus, som jeg har undervist på i 7 år. Etik er vigtigt i alle livets sammenhænge, men selvfølgelig særligt vigtigt, når man har et professionelt ansvar for andre.

Jeg stod i fire dage i et lille lokale med søde studerende – i det her modlys. Det forstyrrede mig og gjorde mig svimmel. Jeg havde svært ved at se de studerende. Man kan faktisk se det på billedet. Det er næsten ikke til at få øje på de stole, som står i lokalet. Øjnene har stor betydning for vores balance, og det er derfor, at en forstyrrelse som modlys kan gøre én svimmel.

Så husk lyset hele dagen:

  • Når du arbejder, skal lyset ikke genere dine øjne. Der skal ikke være modlys eller genskind i skærme. Du skal derfor ikke sidde med ryggen til vinduet, når du arbejder ved en skærm, og lamper skal ikke lyse ind i skærmen.
  • Der skal være lys nok til, at du kan se tydeligt. Sørg for både generel belysning, som oplyser lokalet (loftslamper), og nærbelysning som lyser dit arbejdsområde ekstra op (bordlamper).
  • Når det er aften, er det en god idé at sætte sin skærm til night shift, så lyset bliver varmt og blødt i stedet for det almindelige blålige og kølige lys, som normalt kommer ud af skærmene. Eller endnu bedre – læs en bog i stedet for at se på skærm.
  • Når du skal op om morgenen om vinteren, kan du få hjælp til en blid opvågning med en lampe, som efterligner dagslys. Om sommeren kan du sætte mørklægning op, hvis du vil sove længere end til klokken 5-6 stykker, eller lade være og nyde, at du bliver vækket naturligt af dagslyset.