Jeg var i boghandlen i går. Det var ikke af faglige grunde. Jeg ledte efter noget helt andet, men kom alligevel forbi hylden med sundhedsbøger. Og ret symbolsk stod de her bøger forrest.

Der er noget med vores sundhedkultur. Hvis man læser Sundhedsstyrelsens anbefalinger om bevægelse, så står der, at voksne skal bevæge sig minimum 30 minutter om dagen ved moderat intensitet, og 2 gange om ugen skal man dyrke motion i 20 minutter med høj intensitet.

Minimum. For mere motion, end det anbefalede, gør dig kun mere sund.

Moderat intensitet er at gå en tur, slå græsset, cykle på arbejde – i den dur. Høj intensitet er løb, svømning, cykling og andet, som gør dig forpustet. Så forpustet, at du ikke kan føre en almindelig samtale.

Men det er som om, at minimum er blevet til, at kun et maraton eller halvmaraton er godt nok. Og så alligevel ikke helt, for man kunne jo også løbe 100 kilometer. Og gerne over indlandsisen eller gennem en ørken. Eller man kunne tage en 50 kilos rygsæk på imens.

Jeg taler ikke imod bevægelse. Overhovedet ikke. Bevægelse ER vigtigt for at holde os raske. Men jeg taler for, at vi husker, at der er andet, end meget lange løb (og en streng diæt), som betyder noget for vores sundhed.

I stedet for at træne til maraton eller triatlon, så kunne man overveje, om 5 eller 10 kilometers løb ikke var godt nok, og så bruge noget af den tid der bliver til overs, til at træne nogle små børn i idræt eller være frivillig i en lektiecafe. Eller man kunne stille op til skolebestyrelsen eller engagere sig i sin boligforening.

Man ved nemlig, at oplevelsen af mening i livet og sammenhæng i tilværelsen, er noget af det vigtigste for at få et langt og sundt liv. Og noget af det, som binder livet sammen og giver os mening er, hvis vi er noget for andre, og nogen er noget for os. Gode relationer er livsvigtige – bogstaveligt talt.