Vil du gerne igang med at læse? Så lad være med at tro, at sommerferien kommer og redder dig. Kom igang med det samme, og gør det til en vane at få læst en lille smule hver dag.
Fysioterapi er ikke kun at være igang og bevæge sig hele tiden. Det modsatte er lige så vigtigt. En krop i balance skal kunne være i både ro og i bevægelse, og begge dele skal trænes og vedligeholdes.
Der er mange muligheder for at øve at slappe af, men det kan være svært at få gjort. Man kan nemlig vænne sig så meget til at være igang, at det kan det være svært og ubehageligt at lægge sig.
En rigtig gode øvelse til afslapning er at læse bøger, og det handler det her indlæg om.
Jeg læser selv, men jeg skal i perioder huske mig selv på det, for ikke at ende med min telefon foran næsen. Der er uendeligt mange gode grunde til at læse skønlitteratur, og der er rigtig mange dårlige argumenter for at se på sin telefon.
Jeg læser gerne autofiktion og livsfortællinger som f.eks. Leonora Christina Skovs eller Knud Romers seneste bøger. Eller Knausgaard. Hans bøger er lidt tunge at komme igennem, så dem tager jeg i etaper. Men de giver virkelig et godt indblik i, hvordan menneskelivet kan være – og er for mange. Gode bøger kan være et fantastisk spejl af ens egne følelser, og at blive spejlet er noget, alle elsker.
På medicinstudiet på Syddansk Universitet, har de studerende et kursus i narrativ medicin. De læser skønlitterære bøger med bl.a. patientfortællinger. Dét gør de, fordi man har erkendt, at skønlitteratur giver et unikt indblik i menneskeliv, som andre kilder ikke kan give. Og når man arbejder med mennesker, er man nødt til at vide noget om mennesker for at kunne gøre sit arbejde ordentligt. Og det er ikke kun læger, der har fordel af være klog på livshistorier. Det har vi alle.
Så:
Bøger er altså gode til at spejle vores følelser og til at give indblik i andres liv og historier.
Og så er de gode til at berolige, fordi tempoet er dit eget. Du styrer selv.
Når jeg læser kan jeg ikke andet. Jeg kan ikke tjekke telefonen imens jeg læser. Jeg kan ikke se fjernsyn eller svare på spørgsmål imens jeg læser. Det kræver fuld koncentration (og det er jo derfor det er svært at få det gjort).
Men man bliver klog, glad og afslappet af at læse bøger. Så det er værd at prioritere.
Skriv en kommentar